Nyhedsarkiv

International julekoncert med MandHatten 2019

Vokalensemblet MandHatten, som i slutningen af november markerede sit 30 års jubilæum, tørner onsdag 18. december ud med en julekoncert med et absolut internationalt tilsnit.

Ved koncerten i Simon Peters Kirke i Kolding har MandHatten sammensat et program, som giver eksempler på julesange fra det meste af verden: Danmark, Sverige, England, USA, Spanien, Sydafrika og Jamaica - for blot at nævne nogle af de steder på kloden, koncerten henter sange og melodier fra.

Simon Peters Kirken og MandHatten har tidligere været sammen om julekoncerter, senest i 2016, hvor MandHatten optrådte sammen med vokalgruppen Les Femmes fra Den Kreative Skole i Fredericia. Ved koncerten onsdag 18. december står MandHatten dog alene med sangen.

Mændene i MandHatten kan med julekoncerten se tilbage på et meget aktivt år, der kulminerede med korets 30 års jubilæumskoncert i slutningen af november. Her var tæt på 100 tilhørere med til at fejre MandHatten, som også fik såvel borgmesterord og borgmestersang med på vejen.

Jørn Pedersen havde nemlig skrevet en sang til MandHatten - på julemelodien "I en kælder sort som kul" - hvor han takkede sangerne for en god indsats for sangkulturen i Kolding.

Og 2020 er kun lige kommet i gang, før MandHatten deltager i et sangarrangement på Kolding Bibliotek, hvor de skal være med til at hylde den danske sang i maratonarrangementet "Live fra Højskolesangbogen", som Danmarks Radio er med til at arrangere.

Værter ved arrangementet er Phillip Faber, Mathias Hammer og Silja Okking fra DR, og foruden MandHatten medvirker en række andre kor, blandt andre Nicolai Kirkes drengekor samt ungekor, elitepigekoret Landskoret, Kolding Kammerkor, DR Børnekoret og Mungo Park Folkekor.

Arrangementet varer det meste af dagen på DR2, og Kolding Bibliotek lægger ud fra kl. 10 til kl. 15.

MandHatten sang julen ind, onsdag den 18. december 2019 kl. 19.30-22.30

MandHatten fejrede 30 år med sang den 23. november 2019

Vi havde en festlig lørdag eftermiddag med reception og jubilæumskoncert

Koldings borgmester Jørn Pedersen holdt tale og havde skrevet en fin sang til os. Tidligere MandHattensanger Niels Brønholt holdt en dejlig eftertænksom festtale.
Jazz Brothers og Mette Hommel Østerlund kom og spillede for og med os. Forrygende rytmer og fortryllende musik af begge.

Koldings borgmester Jørn Pedersen Kolding Kommune Niels Brønholt

Mette Hommel Østerlund Jazz Brothers

Der var fri entre og fuldt hus i Riis Toft Salen i Kolding. Arrangementet var støttet af Kolding Kommune.
Her en nogle fotos og en video fra jubilæumsdagen:
Her er en reklamevideo, der blev vist op til jubilæumsdagen:

MANDHATTEN VIL OGSÅ HAVE STEMMER

MandHatten er gået på stemmejagt, og vi er særligt interesserede i 1. tenorer og 1. basser.
Så hvis du kunne tænke dig at synge sammen med en flok voksne og modne mænd, der elsker at synge i firestemmig a capella-arrangementer - dansk, nordisk, afrikansk, amerikansk, rock, jazz, viser, renæssance - så kom og brug din stemme sammen med os.
Vi øver hver onsdag kl. 19.00 Søndervang Skolen i Kolding.
Er du blevet nysgerrig, så ring eller skriv til
vores dirigent eller formand, kontaktoplysninger her.
Vi glæder os til at få din stemme.


Stemmesøgning1

Reklamevideo fra vores seneste hvervekampange


Sidste koncert inden sommerpausen 2019

Carl-koncert


MandHatten og gæstekor sang for håb

Øst-vest korsamarbejde over knap et år udmøntes i to koncerter til februar 2019 med lokale MandHatten og Vor Frues Sangkor fra Roskilde.

Herreensemblet MandHatten fra Kolding og Vor Frues Sangkor fra Roskilde er med cellisten John Ehde og den svenske pianist Stefan Forssén gået sammen om en koncert med sang og musik, der på forskellig måde kredser om det håb, der - trods alt - knytter sig til det at være menneske.

Koncerten er resultatet af næsten et års øvearbejde, som de to kor har stået for i hver sin landsdel, og som opføres ved koncerter i henholdsvis Roskilde og Kolding-området.

I begyndelsen af november 2018 blev koncerten 'Håb!' uropført på Roskilde Katedralskole for en fuld sal og under ledelse af de to kors daglige ledere - Hanne Jespersen fra Roskilde-koret og Jørgen Andersen fra MandHatten - på skift, og lørdag og søndag 2. og 3. februar 2019 er det så MandHattens hjemmebane i Kolding og Fredericia, som danner ramme om koncerten.

Koncertens tema rummer et håb til verden, til livet og kærligheden, og koncerten er bygget op med såvel gamle viser og sange samt ny-komponeret musik, der kredser om håb som en evig tilstand for mennesker.

I koncerten indgår blandt andet en suite på fem satser skrevet af den svenske pianist og komponist Stefan Forssén, og satserne bindes sammen af cello- og pianotoner, og derudover har koncerten både svenske, danske og engelske arrangementer på programmet.

MandHatten har ved flere tidligere lejligheder arbejdet sammen med Stefan Forssén og har gode erfaringer med det.

De to kor supplerer hinanden ganske fint, viste koncertpremieren i Roskilde. Roskildekoret består primært af kvinder, mens MandHatten udelukkende er mænd, og selv om flere af MandHattens sangere har erfaring fra blandet kor, så er det en anden oplevelse end at synge i et rent herrer-ensemble. Koncerterne opføres lørdag den 2. februar 2019 kl. 16 på Nikolai Scene i Kolding og søndag den 3. februar 2019 kl. 15 i Hannerup Kirke i Fredericia.


"På hat med Carl Nielsen"

Carl Nielsen 1908
Billedet af Carl Nielsen 1908, er fra Det kgl. Biblioteks hjemmeside

En koncertfortælling med fællessang

2015 var 150-året for Carl Nielsens fødsel. Hans folkelige melodier er kendte, sunget og elsket af mange.

MandHatten.dk tilbød i årene 2015 - 2017:

En levende koncertfortælling med omdrejningspunkt i Carl Nielsens liv, musik og melodier - i en vekslen mellem fortælling, korsang og fællessang med publikum.
Fortælleren var vores musikalske leder Jørgen Andersen.

Dirigent og fortæller Jørgen Andersen

For flere oplysninger om vores Carl Nielsen projekt, klik her


En skøn koncert i Brandkjærkirken


Koncertplakat Brændkjærkirken

En koncertfortælling om foråret og forårsfornemmelser med nordisk jazz, folkemusik, etnisk musik og danske sange i vokalgruppen MandHattens levende og overraskende indpakning.

Mandhatten vil denne aften synge foråret ind med vores helt egen koncert. Vi har sammensat et program med kendte såvel som nye numre, der bliver serveret i sædvanlig munter og afslappet fremførelse. Der bliver også fællessang i løbet af aftenen.

Norge 2016

Mandhatten.dk var på den dejligste kortur til Bø og Dalen i Norge i maj

Se en beskriveslse af turen på denne side: Sangturne til Norge

Vi lærte en saftig Norsk folkevise: "Ormen lange", som vi fremførte
sammen med Ågapet Mandskor: Hør den her: YouTube-video

Julestemning i Lejrskov

Onsdag den 30. november 2016 gav Mandhatten.dk koncert i Lejrskov Kirke kl. 19.30.

MandHatten.dk får besøg af Les Femmes

Julekoncert med Les Femmes Simon Peters Kirke i Kolding danner rammen om en koncert onsdag den 7. december 2016, kl. 19.30 hvor MandHatten.dk og Les Femmes fra Fredericia giver koncert. De to ensembler synger hver en afdeling, og der fremføres også fælles satser. Begge ensembler præsenterer et varieret repertoire som også vil være præget af at koncerten ligger i december. Koncerten afholdes til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.



Sang så hatten passer!

Nikolaj Scene, Kolding, Onsdag den 13. januar 2016 kl. 19.30

MandHatten.dk

fik besøg af

Les Femmes 2016

Vokalgruppen Les Femmes


Sang så hatten passer!

Koncert med vokalgrupperne MandHatten.dk og "Les Femmes".

MandHatten.dk lægger ud allerede onsdag den 13. januar med koncert på Nikolaj Scene kl. 19.30. Der præsenteres et afvekslende program, og der knyttes nogle fortællinger til enkelte sange i programmet. Vi har inviteret vokalgruppen "Les Femmes" fra Fredericia til at deltage i koncerten. "Les Femmes" er dannet af talentfulde unge sangere og vil berige koncerten med satser af nyere dansk musik.

Der er lagt op til en koncert hvor de to vokalgrupper af hhv. unge kvinder og modne mænd giver hver deres afdeling med musik af bl.a. Helle Hansen, Tina Dickow, Carl Nielsen, Tim Christensen, Svend Asmussen, Bent Fabricius-Bjerre, Leonard Cohen samt et stænk etnisk musik og jazz. Koncerten byder også på et par sange hvor de to ensembler synger sammen. Alt sammen serveret med nærvær og et glimt i øjet.

Vi glæder os i MandHatten.dk til, sammen med gæsterne og vores publikum, at tage fat på sangåret 2016.

Billet 75,- købes ved døren og inkluderer kaffe og kage i pausen.

10% af billetindtægten tilfaldt Hospice Kolding.


Godset 2015

Lokale musikere og sangere i jazzet koncertsamarbejde

Jazzband Kolding og vokalensemblet MandHatten.dk slår sig sammen om en stor koncert på Godset – med den musik, der kun er til at holde af.

Der bliver masser af forenede, lokale kræfter, når Jazzband Kolding og vokalensemblet MandHatten.dk onsdag 21. oktober slår dørene op til en storstilet koncert på Godset i Kolding, hvor der bliver spillet og sunget musik, man holder af – som de to musiske entreprenører lover.

Samarbejdet mellem Jazzband Kolding og MandHatten.dk er kommet i stand i løbet af foråret, hvor de to formænd og de musikalske ledere, Benny Nicolaisen og Anders Kjerkegaard fra Jazzband Kolding og Torsten Refstrup og Jørgen Andersen fra MandHatten.dk, blev enige om en koncert, der forener det, de hver især er gode til: big band musik og firstemmig sang.

Jazzband Kolding har eksisteret siden 1970, hvor det blev etableret som et danseorkester. Siden blev det til Bjert Bette Big Band, og for to år siden skiftede det orkester så navn til Jazzband Kolding.

I 2009 havde de to – orkester og sangere – også et musikalsk samarbejde, og det blev til en mini-turne med koncerter i Bjert, på Godset i Kolding og i Fredericia.

Mandhatten.dk rundede sidste år 25 års jubilæet, og har gennem det seneste års tid været meget aktive med flere koncerter med Carl Nielsen som tema i anledning af komponistens 150 års fødselsdag.

Men nu står den på jazz, swing og populære evergreens ved koncerten, som de har opkaldt efter et nummer, Mills Brothers gjorde verdenskendt, nemlig ”Be our life’s companion.” Det bliver med musik af blandt andre Glenn Miller, Count Basie, Duke Ellington og Stevie Wonder, men også med sange af Bobby McFerrin, Paul McCartney og Paul Simon.

De to medvirkende ensembler har hver en afdeling, og så spiller og synger de også sammen – med stort orkester og rytmegruppe.

Både Jazzband Kolding og MandHatten.dk øver på Kolding Musikskole hver uge, og selv om de har en ambition om at hygge sig med hver deres tilgang til musikken, så skal det også have så høj en kvalitet, at andre kan få fornøjelse af det.

”Vi har et ønske om at sætte den musikalske overligger så højt som muligt,” lyder det fra Jazzband Kolding, og MandHatten.dk har samme ambition.

Billetter á kr. 125,- (ingen gebyr) købes på Jazzband Koldings hjemmeside, klik her via Facebook eller på koncertaftnen, hvor der åbnes kl. 19.30.

Herlev koncertplakat

Opera og firstemmig sang hylder Carl Nielsen i Herlev Medborgerhus

Den danske komponist Carl Nielsen er i år blevet fejret for sit 150 års jubilæum verden over, og jubilæet bliver også markeret i Herlev, når Herlev Seniorkor med dirigent Niels Brønholt i spidsen sætter en Carl Nielsen-koncert op lørdag 26. september i Herlev Medborgerhus.

På programmet står både den danske super-bas, operasanger Ove Mynderup fra Det Kongelige Teater, og vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding, som til jubilæumsåret har specialdesignet en koncertfortælling om Carl Nielsens liv og med fokus på Carl Nielsens musikalske værker.

Carl Nielsen er stadig en skattet og værdsat komponist, og hans melodier fylder ganske godt op i Højskolesangbogen, hvor der er mere end 35 melodier fra hans hånd.

Ved koncerten i Herlev Medborgerhus synger MandHatten.dk flere af Carl Nielsens kendte værker, blandt andet "Jeg ved en lærkerede", "Tit er jeg glad" og Carl Nielsens bud på en melodi til nationalsangen "Der er et yndigt land". Det er som bekendt ikke Carl Nielsens melodi, men i stedet H.E. Krøyers, der bliver sunget i dag, men MandHatten.dk har taget Carl Nielsens forslag på sit repertoire.

Derudover synger MandHatten.dk flere udgaver af Carl Nielsens melodier i nye arrangementer skrevet specielt til vokalensemblet af den svenske komponist og jazz-arrangør Stefan Forssen.

Vokalensemblets dirigent, Jørgen Andersen, krydrer desuden koncerten med en fortælling om Carl Nielsens liv og arbejde, og så har Herlev Seniorkors dirigent, Niels Brøndholt, i øvrigt sunget i MandHatten.dk i Kolding, hvor Niels Brønholt boede, før han flyttede til Herlev.

Operasanger Ove Mynderup har en lang karriere som professionel bassanger på Det Kongelige Teater bag sig, og han har haft et utal af solo-opgaver i tidens løb.

Ove Mynderup har gennem årene giver koncerter overalt i Danmark og været på turne i blandt andet Island, Norge og USA, og han har desuden studeret sang og sangpædagogik på blandt andet Morzarteum i Salzburg i Østrig.

Koncerten, som ganske enkelt hedder "Carl Nielsen" finder sted lørdag 26. september kl. 14.00 i Herlev Medborgerhus. Der er stadig billetter til koncerten, og de kan enten forudbestilles hos nielsbroenholt@gmail.com eller købes i døren. I forsalg koster A-billetter 130 kr. og B-biletter 90, mens prisen "på døren" er 160 og 120 kr.

MandHatten.dk sang 1400 kr. ind til et nyt julemærkehjem

Sømandssangen Bangidero
MandHatten.dk gav den gas på scenen. For koret et det et særkende, at de synger uden brug af noder, og det giver sangerne mulighed for at kunne "optræde".

25 ÅR Der var masser af sang, musik og glæde i luften på Nicolai Scene, da MandHatten.dk fejrede sit 25 års jubilæum med koncerten "Ain't she sweet".

Og koncerten kom også til at kaste kroner i kassen til indsamlingen til fordel for etableringen af et julemærkehjem i Kolding. MandHatten.dk havde nemlig besluttet, at hele indtægten fra salg af kaffe og kager i pausen skulle gå til det gode formål.

Sangerne havde selv bagt kager, og de faldt i publikums smag, for der blev i løbet af 20 minutter solgt for 1400 kroner.

- Sangen giver os stor fornøjelse, så derfor er det ekstra dejligt, at vi kan være med til at glæde andre, siger Ole H.B. Andreesen fra MandHatten.dk.

Kage og kaffesalg ved Mandhatten.dks 25 års Jubilæumskoncert
Der var god gang i salget af kage og kaffe, og det bragte faktisk 1400 kroner ind til julemærkehjemmet i Kolding.

De 12 mænd - med deres varemærke; sorte Borsalinoer - henrykkede publikum med en bred pallet af sange fra deres program, og det blev til en formfuldendt hyldest til kvinden som sådan, hvilket også var koncertens omdrejningspunkt.

Der var godt et halvt hundrede tilhørere til koncerten, og de fik en god oplevelse med masser af gode harmonier og godt humør.

Koret kommer ikke til at ligge på den lade side efter koncerten, for i midten af november skal MandHatten.dk optræde ved et arrangement på Knudepunket i Vejen.



Plakaten til Mandhatten.dks 25 års Jubilæumskoncert

MandHatten.dk fejrer i 2014, 25 års jubilæum og samler ind til Julemærkehjemmet

Glæde kommer ikke af ingenting, men sang kan give glæde. Og det har det gjort i 25 år for medlemmerne af det lokale vokalensemble MandHatten.dk, som onsdag 29. oktober 2014 fejrer sit sølvbryllup med sangglæden med en koncert på Nicolai Scenen i Kolding.

Men de 13 glade sangere i MandHatten.dk vil ikke kun glæde sig selv den dag. Ensemblet har besluttet, at det vil donere indtægten fra pausesalget af kaffe og kage til indsamlingen til fordel for Julemærkehjemmet.

"Vi får det jo godt af at synge, så hvis andre også kan få glæde af det, så er det bare helt i orden," siger formanden for MandHatten.dk, Torsten Refstrup.

Det er ikke første gang, at MandHatten.dk på den måde bruger en koncert-anledning til at tænke på andre. For fem år siden, da koret havde 20 års fødselsdag, samlede sangerne næsten 1300 kroner ind til foreningen Hospitalsklovene, og det foregik også ved at sælge kaffe og kage i pausen.

Præg på korsang i Kolding
MandHatten.dk har gennem sine første 25 år været med til at sætte præg på kor-livet i Kolding. Koret har sunget ved utallige koncerter, fester og arrangementer i Kolding, senest i forbindelse med Kulturnatten i august, hvor MandHatten.dk sang ved afsløringen af skulpturen "Design med fart", en kvindeskikkelse på motorcykel, som MC-Klatten havde doneret til byen.

Desuden har ensemblet, der er ledet musikalsk af dirigent Jørgen Andersen og har været det i mere end 10 år, også taget adskillige svære udfordringer op, blandt andet med en storstilet Carl Nielsen-satsning i forbindelse med komponistens 150 års dag næste år. Til den lejlighed har sangerne fået den svenske komponist og jazzpianist Stefan Forssen til at ny-arrangere et par af Carl Nielsens satser, og publikum i Kolding har allerede haft fornøjelse af det, da LOF i begyndelsen af september i år havde MandHatten.dk til at give en koncert-fortælling i Brændkjærkirken.

Internationalt islæt
MandHatten.dk har også stået for et mere internationalt islæt på kor-scenen i byen, da ensemblet for et par år siden gav en dobbeltkoncert med det bulgarske don kosak-kor "Black Sea Don Cosak Singers." Og det kunne næsten ikke blive mere "koldingsk", da MandHatten.dk var med til uropførelsen af Bent Eliassens sange til Kolding-sangbogen, som han udgav i 2011.

Ved jubilæumskoncerten "Ain't she sweet" på Nicolai Scene giver MandHatten.dk prøver på sit program fra årene og synger blandt andet jazz, swing og danske sange, folk, rock og verdensklange.

Koncerten begynder kl. 19.30, og det koster 60 kroner - foruden de penge man vælger at lægge i kaffe- og kagekassen til Julemærkehjemmet.

Se interviews med sangerne om de 25 år


Ældre mænd og unge piger giver dobbeltkoncert, November 2013

MandHatten.dk fra Kolding og Les Femmes fra Fredericia synger sammen og hver for sig ved koncert i Kolding, hvor dirigenten, Jørgen Andersen, er den samlende faktor.

Det ene ensemble har en gennemsnitsalder et stykke over 50, går med hat og stort habit - og så er alle sangerne mænd.

Det andet er ca. 35 år yngre i snit, noget hurtigere i bevægelserne - og så er de alle piger.

Men de to vokal-ensembler, MandHatten.dk og Les Femmes, der på onsdag 20. november 2013 giver fælles koncert på Nicolai Scenen i Kolding, har sangglæden og dirigenten Jørgen Andersen til fælles.

Dobbelt-koncerten er arrangeret af MandHatten.dk, som ved flere tidligere lejligheder med stor succes har stået for koncerter i Kolding, og sangernes dirigent, Jørgen Andersen, der også er sanglærer på Den Kreative Skole i Fredericia, så straks en mulighed for at kombinere to meget forskellige kor til en samlet koncert-oplevelse under titlen "Vi sætter vor hat som vi vil."
Plakaten fra den første koncert med Les Femmes.
"Selv om vi er meget forskellige i sammensætning, repertoire og stil, så har vi glæden ved at synge til fælles, og den skal nok virke som samlende kraft," siger MandHatten.dks formand, Torsten Refstrup.

Den vil MandHatten.dk gerne videreformidle i nyt lys.

Koncerten har afdelinger, hvor de to kor synger hver for sig og sammen.


Nye indspilninger med MandHatten.dk, November 2012

Kolding-ensemblet Mandhatten.dk har været på Nicolai scene, der er kendt for sin gode akustik, for at indspille musikalske godbidder fra vores brede og omfattende program.

Det er blevet til syv musiske appetitvækkere, der spænder lige fra Queens "Fat Bottomed Girls" over Bent Fabricius Bjerres "Jeg sætter min hat som jeg vil" til Carl Nielsens "Nu lyser løv i lunde".

Klik ind på siden her og lyt, der er lidt for en hver smag. Vi håber, I kan lide, hvad I hører.


MandHatten.dk med i musikalsk cocktail på Tyrstrup Kro

MandHatten.dk bliver en af flere ingredienser, der søndag 28. oktober 2012 fra kl. 14.30 bliver mikset til en musikalsk eftermiddagsdrink på Tyrstrup Kro.

Det er Niels Brønholt, Kolding – og tidligere sanger i MandHatten.dk - der for tredje gang har påtaget sig rollen som arrangør af det musiske arrangement, hvor der vil blive budt på både ensemblesang, solistoptræden – og sønderjysk kaffebord.

MandHatten.dk skal synge et udvalg af sit kendte, humørfyldte og musikalsk meget velklingende repertoire, og særlig opmærksomhed er der om de numre af den danske komponist Carl Nielsen, som herreensemblet har med.

I forbindelse med Carl Nielsens 150 års fødselsdag i 2015 har MandHatten.dk’s dirigent Jørgen Andersen fået den svenske komponist Stefan Forssen til at ny-arrangere flere af Carl Nielsens kendte satser, blandt andet ”Nu lyser løb i lunde” og ”Min pige er så lys som rav”.
Derudover synger MandHatten.dk både swing, jazz, rock og verdensmusik – alt sammen a cappella.

Niels Brønholt har i flere år spillet fast på Tyrstrup Kro, og i marts sidste år tog han første gang initiativ til at afvikle et musisk festfyrværkeri med flere medvirkende. Det er anden gang, MandHatten.dk er med – første gang sang herreensemblet med på ”Elverskud”.

Ved arrangementet søndag 28. oktober 2012 står komponist Bente Ibenfeldt fra Christiansfeld for første afdeling, og hun skal blandt andet akkompagnere sangerinden Annemette Hess.

Anden afdeling overtages så af Mandhatten, og det hele bliver krydret med flere fællessange – og altså også sønderjysk kaffebord.

Bente Ibenfeldt og Mandhatten.dk på Kolding Bibliotek Da MandHatten.dk for nylig sang sommeren et farvel på Kolding Bibliotek, var Bente Ibenfeldt blandt publikum, og hun satte sig efter koncerten til tangenterne og fik lagt sang til sin lille komposition om katten Schinkelbein – et nummer, der ganske givet er på programmet søndag 28. oktober 2012 på Tyrstrup Kro.


Mandhatten.dk synger sommeren ud på biblioteket

Kolding-ensemblet Mandhatten.dk synger lørdag den 8. september 2012 en farvelsang til sommeren. Det sker en uge inde i det officielle efterår på Kolding Bibliotek, hvor de velsyngende mænd stiller sig op på det store torv midt i biblioteket og lader tonerne flyde fra kl 11.00.

Mandhatten.dks karakteristiske sangere med de sorte hatte giver swingende smagsprøver på jazz, swing, danske og nordiske sange samt en række andre stilarter i a capella-version – altså uden dikkedarer andet end deres stemmer – afrikanske rytmer og klingende barbershop.

På programmet er også de første af en række arrangementer af Carl Nielsen-sange, som MandHatten.dk har taget til sig og fået den svenske jazzpianist og arrangør Stefan Forssén til at arrangere særligt for MandHatten.dk. I løbet af den kommende tid vil det arbejde munde ud i en CD-udgivelse op til Carl Nielsens 150 års fødselsdag i 2015.

Det er fjerde gang, Mandhatten.dk synger en gratis koncert på Kolding Bibliotek, og det har tidligere været en stor succes med mange tilhører.

Koncerten på biblioteket er MandHatten.dks start på en lang sang-dag. De fortsætter nemlig resten af dagen med indspilninger på Nicolai Scenen, og i det hele taget har det været en koncentreret sæsonstart for sangerne. I sidste weekend var de nemlig gået i træningslejr i en spejderhytte ved Vester Nebel. Så ensemblet stiller toptunede op til koncerten på Kolding Bibliotek.


MandHatten.dk i gang med stort Carl Nielsen-projekt

Vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding har søsat et stort og meget ambitiøst projekt, som i 2013 skal munde ud i en cd-udgivelse og en koncertrække med Carl Nielsen som hovedtema.

Den store danske komponist har skrevet et stort antal melodier og korværker, og det er nogle af dem, MandHatten.dk tager fat på.

MandHatten.dk har tænkt sig at skabe en helt særlig fortolkning af nogle af Carl Nielsens mest kendte og elskede melodier, og derfor har ensemblet allieret sig med den svenske jazz-komponist og arrangør Stefan Forssén, som har taget blandt andet "Min pige er så lys som rav", "Nu lyser løv i lunde" og "Du sletternes sønner" og gennemarrangeret dem for Mandhatten.dk.

Stefan Forssén vil også selv medvirke på cd-indspilningen med nogle improvisationer for klaver over nogle af Carl Nielsens melodier.

Publikum rejste sig spontant
Efter en optræden i 2010 i forbindelse med sæsonåbningen af museet i Carl Nielsens barndomshjem, hvor Carl Nielsens melodi til "Der er et yndigt land" blev fremført, så tilhørerne spontant rejste sig, opstod tanken om at tage Carl Nielsens musik op i en større sammenhæng.

Ensemblet MandHatten.dk har fattet stor kærlighed til Carl Nielsens melodier og har haft Carl Nielsen på programmet i længere tid i arrangementer for fire mandsstemmer, blandt andet "Der er et yndigt land", "Forunderligt at sige" og "Aftenstemning".

Optagelser i Carl Nielsens barndomshjem
Sammen med Forsséns arrangementer og satser skrevet af ensemblets dirigent Jørgen Andersen og Carl Nielsens egne arrangementer for fire mandsstemmer vil MandHatten.dk tage 10 til 12 melodier på programmet til cd’en, som efter planen skal optages i Carl Nielsens barndomshjem i Nørre Søby på Fyn.

Det er MandHatten.dks håb, at den kolossale sanglige oplevelse, det var for sangerne at synge i barndomshjemmets små stuer, kan indfanges og fastholdes på en cd til glæde for andre.

I 2015 markeres 150-året for komponistens fødsel, og det er også den mærkedag, som har inspireret MandHatten.dk til at gå i gang med projektet.

"Vant" til store projekter
MandHatten.dk har god erfaring med at kaste sig ud i større projekter – både organisatorisk og musikalsk.

I forsommeren 2009 arrangerede ensemblet en koncertrække sammen med Bjert Bette Big Band, hvor det blev til tre velbesøgte koncerter i Sdr. Bjert, Fredericia og på Godset i Kolding, og sidste år stod MandHatten.dk også bag et par velbesøgte koncertarrangementer på Fyn og i Kolding.

På den musikalske front har MandHatten.dk også kastet sig ud i større projekter, som blandt andet mundede ud i en dansk ur-opførelse af den amerikanske komponist Eric Whitacres episke værk "Lux Aurumque" ved en koncert i Lejrskov Kirke i februar 2011.


Carl Nielsen i ny indpakning i Askov

Vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding giver koncert i Askov med en forsmag på indholdet til en CD-indspilning med Carl Nielsen-sange i nye arrangementer

Foredragssalen på Askov Højskole kommer til at klinge med Carl Nielsen-satser, om end i en noget anderledes version, end man er vant til, når volakensemblet MandHatten.dk fra Kolding onsdag 16. maj 2012 gæster Askov og giver koncert på Askov Højskole.

De 11 mænd i ensemblet optræder nemlig med helt nye udgaver af nogle af de kendte Carl Nielsen satser, som korets dirigent Jørgen Andersen har fået overtalt den store svenske komponist og jazzpianist Steffan Forssén til at lave helt nye arrangementer til. Det drejer sig blandt andet om ’Nu lyser løv i lunde’ og ’Min pige er så lys som rav.’

Om få år har den store danske komponist Carl Niesen 150 års fødselsdag, og allerede nu er herrerensemblet MandHatten.dk i gang med forberedelserne til det jubilæum, hvor det er planen at udgive en CD med alle de ny-arrangerede numre, nogle i Carl Nielsens egne kendte arrangementer samt klaverimprovisationer over Carl Nielsen-temaer med netop Steffan Forssén ved tangenterne.

MandHatten.dk har eksisteret i mere end 20 år og står ofte for selv at arrangere koncerter. Senest i Brændkjærkirken i Kolding, hvor sangerne optrådte i en dobbeltkoncert sammen med Black Seas Don Cossacks fra Bulgarien.

Koncerten på Askov Højskole kommer foruden Carl Nielsen-numre til at indeholde jazz-arrangementer, barbershop, swing og afrikanske toner – alt sammen i a cappella-udgave og med sangerne klædt i deres varemærke – sorte hatte og habit.

MandHatten.dk har ugen inden konceren i Askov været med-arrangør af et nordisk koncerttræf i Fredericia. Her deltog Akantus fra Norge og Mandagssangerne fra Snoghøj, og foruden egne afdelinger sang de tre kor også nogle fælles satser under ledelse af MandHatten.dks dirigent Jørgen Andersen.

Koncerten i Askov holdes i foredragssalen på Askov Højskole.


Kosakker og hattemænd i fælles koncert

Brændkjærkirken danner rammen om en usædvanlig international koncert med Sortehavs-Don Kosakkerne og MandHatten.dk fra Kolding
"Kunne I ikke tænke jer at synge sammen med os?", skrev det bulgarske kosak-kor, Black Seas Don Cossacks, til vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding.

Og jo, det kunne de hatteklædte herrer godt tænke sig, og onsdag 28. september 2011 stiller de to kor så op til fælleskoncert i Brændkjærkirken.

"Det er en helt unik chance for at synge sammen med et meget usædvanligt kor, som vi ikke ville lade gå fra os", siger Torsten Refstrup, formand for Mandhatten.dk.

Står godt til hinanden
MandHatten.dk mener, at de to kor vil stå godt til hinanden – Don Kossakkerne med deres russisk-inspirerede, formfuldendte og klassiske mandskor sammen med MandHatten.dks jazzede, swingende og humoristiske stil.

Black Seas Don Cossaks kommer fra Sofia i Bulgarien og er en udløber af Sofia Radiokoret. De har i mere end 30 år turneret i Europa og sunget i talrige koncertsale og kirker.

Som en udløber af Sofia Radiokoret, har Sortehavet Don Cossacks i mere end 30 år viste den mangfoldighed af russisk kultur til deres entusiastiske publikum i kirker og koncertsale i Europa.

Kosakker på flugt
De fleste forbinder nok Don Kosakker med russiske stepper, hvilket også er korrekt, men faktisk har de fleste kosak-kor deres udspring fra netop Bulgarien. Efter den russiske revolution, hvor kosakkerne som zar-tro soldater blev jaget vildt, flygtede mange af dem til Bulgarien, hvor de oprettede flere kor for at holde fast i deres traditioner, stolthed og kultur.

Black Seas Don Cosaks har turneret i Danmark for et par år siden, og er for øjeblikket igen på en turne, som blandt andet har ført dem til koncerter i Esbjerg.

Koncerten i Brændkjærkirken er arrangeret i samarbejde med menighedsrådet.

Plakat for Black Sea Don Cossaks
Det bulgarske kosak-kor Black Sea Don Cossaks optræder sammen med lokale MandHatten.dk onsdag 28. september 2011 kl. 19.30. Det bliver en helt unik chance for at høre det velrenommerede kosak-kor, som har turneret i det meste af Europa.


MandHatten.dk sang for på sangbogsdebut

Bent Eliassens Koldingsangbog blev søndag 19. juni 2011 søsat i Riddersalen på Koldinghus med musikalsk støtte fra herreensemblet MandHatten.dk, som var inviteret til blandt andet at synge for på et par af numrene.

Desuden gav de hatteklædte mænd en firestemmig udgave af ”Kolding, skønne by” og ikke mindst uropførte sangerne to af de sange, Bent Eliassen har fået med i sangbogen, nemlig to satser af Jørgen Stormlund Christensen – ”Sangglæde” og ”Visioner”.

Det blev en meget fin præsentation, hvor der blev holdt flere taler for projektet, og hvor MandHatten.dk så fra tid til anden lagde den musikalske bund.

På de to fællessange – den ene ”Skamlingsbanken”, som i mange år har været en ofte spillet melodi i radioens Giro 413 – og ”Østen for Kolding og vesten for bælt”, en hyldestsang til Sønder Stenderup Sogn – sang MandHatten.dk for, og særligt den første af de to sange var ”kendt stof” for publikum.

MandHatten.dk havde fået den tidligere medsanger, nuværende leder af Nicolai-koret, Niels Brøndholt til at akkompagnere fællessangene og uropførelserne af Jørgen Stormlund Christensens to sange.


Dobbelt-koncertdag for MandHatten.dk

Lørdag 25. juni 2011 fra kl. 12-13 stiller MandHatten.dk sig op blandt bøgerne på Kolding Bibliotek og synger sommeren velkommen. Det er ved at være en tradition med vokalensemblets gratiskoncert på biblioteket - det er i hvert fald fjerde år i træk, at sangerne byder på jazz, swing, danske sange og internationale rytmer og en flok mænd med sorte hatte og flotte jakkesæt.

Mandhatten.dks karakteristiske sangere med de sorte hatte plejer nok at kunne varme stemningen op, hvis sommervarmen skulle svigte.

Koncerten på biblioteket er korets anden koncert den samme dag. Den første koncert foregår i Stadionhallen, når koret synger ved translokationen på Kolding Realskole.

Det er en gammel tradition, fra den gang MandHatten.dk øvede i Realskolens sanglokale, og selv om det er flere år siden, at sangerne flyttede til Kolding Musikskole, så synger de stadig for de mange hundrede elever og pårørende, der er med til afslutningen.


MandHatten.dk synger for på Kolding-sangbog

Herrer-vokalensemblet MandHatten.dk er med til at uropføre et par af de sange, Bent Eliassen har med i Kolding-sangbogen, der præsenteres søndag 19. juni 2011 i Riddersalen på Koldinghus.

Det kan næsten ikke blive mere ”koldingsk”: Kolding-ensemblet MandHatten.dk synger for på uropførelsen af et par af de Kolding-sange, Bent Eliassen har fået med i sin Kolding-sangbog.

Bent Eliassens sangbog har været mange år undervejs – faktisk blev de første takter slået allerede i 1980’erne - men det er først nu, det er lykkedes at gøre projektet færdig. Bent Eliassen har samlet omkring 80 sange og godt 20 digte, som alle handler om Kolding og nærmeste omegn.

MandHatten.dks karakteristiske sangere i sort habit og borsalinoer uropfører på slottet to numre af Jørgen Stormlund Christensen, ’Sangglæde’ og ’Visioner’, og hvor MandHatten.dks dirigent Jørgen Andersen også har haft en finger med i spillet til arrangementerne.

Desuden synger ensemblet for på to andre numre, hvor publikum og deltagere i præsentationsfesten synger med, nemlig ’Skamlingsbanken’ med tekst af Th. Berg og musik af P. Würck samt en hyldestsang til Sønder Stenderup – ’Østen for Kolding og vesten for bælt’.

Endelig synger MandHatten.dk en firestemmig a cappella udgave af Harald Schrøder og Svend Erik Tarps ’Kolding, skønne by’ fra 1932. Den har tidligere været på MandHatten.dks repertoire, så for mange af sangerne bliver der tale om et glædeligt gensyn.

MandHatten.dk har til lejligheden allieret sig med tidligere medsanger i ensemblet, Niels Brønholt, som akkompagnerer til uropførelserne og fællessangene.

Sangbogen udgives på det lokale forlag Birmar, hvor forlagsdirektør Lars Stig Duehart har travlt med at få de sidst tilsendte Kolding-sange gjort klar.


Onsdagskoncert i Lejrskov Kirke med Mandhatten.dk i front

Smukke mandstoner i a capella og musik med unge musikskole-talenter venter ved kirkekoncerten onsdag den 23. februar 2011 i Lejrskov Kirke.

Vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding giver onsdag 23. februar 2011 kl. 19.30 koncert i Lejrskov Kirke. Ensemblet har gennem flere år begejstret et stort publikum med deres tolkninger af klassisk mandskor, jazz, swing, rock og verdensmusik.

Ved koncerten i Lejrskov Kirke vil MandHatten.dk synge blandt andet flere sange i egne arrangementer, og koret vil også give prøver på det stort anlagte Carl Nielsen-projekt, som efter planen senere skal munde ud i en CD-udgivelse og en koncertrække op til 150-året for komponistens fødsel.

Unge musiktalenter debut-underholder i pausen
Ved koncerten i Lejrskov Kirke synger MandHatten.dk to afdelinger, og i pausen underholder en klassisk duo med musikere fra Kolding Musikskoles talentlinje.

Det er Mathilde Lykke Quist Lauritsen, klaver, og Mette Hommel Østerlund, tværfløjte, som har dannet duoen HQM. De spiller en blanding af klassiske numre og evergreens. De to piger fandt sammen sidste år og har deres debut som duo ved koncerten.

Begge piger har i øvrigt fædre, som enten har sunget eller synger i MandHatten.dk.

Duoen HQM
Mathilde Lykke Quist Lauritsen, klaver, og Mette Hommel Østerlund, tværfløjte

En scenisk fryd for øre og øje De 11 mænd – med den karakteristiske sorte borsalino-hat kækt på sned – bliver dirigeret af Jørgen Andersen, der har stået i spidsen for koret de seneste otte år. Koret har eksisteret i mere end 20 år, og alene sidste år havde MandHatten.dk 15 koncerter og optrædender ved både private og offentlige arrangementer og godt 1700 publikummer til arrangementerne.

Gennem de senere år har koret arbejdet med mere end blot at synge.

MandHatten.dk entrerede for knap fire år siden med dramaturg Line Ursula Wyller, Gedved, for også at give koncerterne et scenisk udtryk, så der både er noget for øje og øre.


MandHatten.dks koncert gav godt 1300 kroner til hospitalsklovnene

Der blev drukket kaffe og spist kager for næsten 1300 kroner på knap 20 minutter, da koret MandHatten.dk onsdag aften sang koncertforestillingen ”... et spørgsmål om stil.” Pengene går ubeskåret til Foreningen Hospitalsklovne-Kolding.

Koret startede med at vende ryggen til publikum – og så var stilen næsten lagt, da herre-vokalensemblet MandHatten.dk onsdag 1. december gav koncertforestillingen ”... et spørgsmål om stil” på Nicolai Scene i Kolding. Det var i høj grad en aften, hvor koret overraskede med en sceneoptræden, som ikke umiddelbart forbindes med firstemmig a cappella herrekor.

Koncert-forestillingen var resultatet af en intenst samarbejde med den norskfødte dramaturg Line Ursula Wyller og korets dirigent Jørgen Andersen, hvor sangerne har sat fokus på mere end blot sangen for at få fortalt en god historie.

Og det lykkedes ganske godt, hvilket også publikums reaktioner undervejs tydeligt viste – bragende klapsalver til enkeltmandspræstationerne, blandt andet til Tom Menko Hornholt for helt formidable fortolkninger af både Beatles-klassikeren ”Here, there and everywhere”, men i særdeleshed hans udgave af Paul Simons ”Still Crazy.”

Som en tilskuere udtrykte det: ”Det er næsten som at høre Paul Simon synge – bare med en bedre backing.”

Koncert-forestillingens særkende blev de små, overraskende fortællinger, som undervejs bandt numrene sammen til en helhed, hvor kærlighed, kvinder og livsglæde var det dominerende, og det faldt også i publikums smag.

Nicolai Scene lagde rum til godt et halvt hundrede tilskuere, som havde trodset den bidende vinterkulde, og de syntes så godt om MandHatten.dks støtte til Foreningen Hospitalsklovne-Kolding, at de i pausen spiste kage og drak kaffe for næsten 1300 kroner, som MandHatten.dk sender ubeskåret videre til foreningens arbejde på børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Næste gang MandHatten.dk kan opleves live er lørdag den 11. december 2010, hvor ensemblet synger julen ind på Klintenborg Lys, Stubdrupvej 98. Koret synger et par omgange i løbet af eftermiddagen fra kl. 13 til lukketid kl. 16.

Bryllupsdans
Ved generalprøven blev der øvet heftigt på sangen "Bryllupsdans"


Mandhatten.dk støtter hospitals-klovnene

Herre-vokalensemblet MandHatten.dk giver en hånd til dem, der gør hospitalets børneafdeling knap så trist

Når vokalensemblet MandHatten.dk onsdag 1. december 2010 synger på Nicolai Scene i Kolding, så vil børn på Kolding Sygehus komme til at nyde godt af det, for koret har bestemt, at indtægten fra pause-salget skal gå ubeskåret til Foreningen Hospitalsklovne-Kolding.

- Vi synes, der er god stil i foreningens arbejde. Det vil vi gerne støtte, siger formanden for MandHatten.dk, Torsten Reffstrup. Hvor meget de hatteklædte mænd kan samle ind, er ikke til at vide, men der er plads til ca. 150 publikummer, og hvis alle køber kaffe og kage til 20 kroner, så bliver der en pæn slat, forudser MandHatten.dk.

- Og så stiller vi et par indsamlings-bøsser op, så folk kan give lidt mere, hvis de gerne vil det, men ikke kan drikke mere kaffe, siger Torsten Reffstrup.

Anderledes koncert
Koncerten på Nicolai bliver med MandHatten.dk i en ny og anderledes indpakning, som nærmest kan kaldes en koncert-forestilling. Gennemgående er MandHatten.dks velkendte a cappella sang for fire herrestemmer, men i samarbejde med dramaturg Line Ursula Wyller, Gedved, har ensemblet skabt en forestilling, hvor sang, musik, ord og enkel mimik skaber en helhed. Det har givet koret en helt ny stil – som også har inspireret til koncert-forestillings navn – ”... et spørgsmål om stil.”

Kærlighed på tværs af tid og sted
Musikken og sangen er hovedsproget for MandHatten.dk, men med Line Ursula Wyllers hjælp har sangerne fået andre strenge at spille på, når de skal udtrykke hovedtemaet i repertoiret, som handler om livsglæde og ikke mindst kærlighed, elskov og kvinder. Dirigent Jørgen Andersen står i spidsen for MandHatten.dk og tager publikum med på en rejse i sted og tid – fra Afrika til de baltiske lande, Norden, Sydamerika og USA og over et spænd af flere hundrede år.

Repertoire med vidde
MandHatten.dk favner bredt – lige fra den engelske midderalder-inspirerede ”A Round of three Country Dances in one” over en estisk bryllupssang til klassiske mandskor-sange som ”Hist hvor vejen slår en bugt” af H.C. Andersen og svenske drikkeviser af Bellmann.




Plaketen

MandHatten.dk giver koncert med ny stil

Vokalensemblet med de sorte hatte slår dørene op til en noget anderledes koncert på Nicolai Scene

Selv om det er tæt på julen, så er det ikke en julekoncert, og man skal være heldig, hvis der sniger sig en enkelt eller to juletoner ind, når vokalensemblet MandHatten.dk onsdag 1. december 2010 giver koncert på Nicolai Scene i Kolding. Sikkert er det dog, at det bliver en koncert med stil - og en helt ny stil - hvilket også titlen på koncerten viser - nemlig "... et spørgsmål om stil."

MandHatten.dks 12 hatteklædte mænd har lavet en koncert, der vel egentlig bedst kan beskrives som en koncert-forestilling.

Gennemgående er MandHatten.dks velkendte a capella sang for fire herrestemmer, men det bliver ikke ved sangen alene. I samarbejde med dramaturg Line Ursula Wyller, Gedved, har ensemblet skabt en sammenhængende forestilling, hvor sang, musik, ord og enkel mimik skaber en helhed.

Kærlighed, elskov og kvinder
Musikken og sangen er selvfølgelig hovedsproget for MandHatten.dk, men med Line Ursula Wyllers hjælp har sangerne også fået andre strenge at spille på, når de skal udtrykke hovedtemaet i repertoiret, som stadig handler om livsglæde og ikke mindst kærlighed, elskov og kvinder.

Dirigent Jørgen Andersen står i spidsen for den musikalske del af MandHatten.dk og tager publikum med på en rejse i tid og sted - fra Afrika til de baltiske lande, Norden, Sydamerika og USA og over et spænd af flere hundrede år.

MandHatten.dk favner bredt - lige fra den engelske midderalderinspirerede "A Round of three Country Dances in one" over en estisk bryllupssang til klassiske mandskor-sange som "Hist hvor vejen slår en bugt" af H.C. Andersen og svenske drikkeviser af Bellmann.

Flere af sangerne har også solo-partier, og Tom Hornholt står to gange alene i front og tolker ny-klassikerne "Still crazy" af Paul Simon og Beatles-nummeret "Here, there and everywhere", mens Søren Oxlund tager teten i nummeret "Daydream".

Koncertforestillingen "... et spørgsmål om stil" koster 50 kroner at overvære, koncerten begynder kl. 20.00.

I pausen kan man købe kaffe og kage.

Koncentreret øvning
MandHatten.dk øver intenst til koncert-forestillingen på Nicolai Scene i Kolding onsdag 1. december 2010 kl. 20.00.


Mandhatten.dk giver en sang til sommeren

Kolding-koret Mandhatten.dk synger lørdag den 26. juni 2010 en sang til sommeren. Det sker kl. 11.30 på Kolding Bibliotek, hvor de velsyngende mænd stiller sig op på det store torv midt i biblioteket og lader tonerne flyde.

Mandhatten.dks karakteristiske sangere med de sorte hatte giver swingende smagsprøver på jazz og nordiske sange i a capella-version - altså uden dikkedarer andet end deres stemmer - afrikanske rytmer og klingende barbershop. Og koret plejer nok at kunne varme stemningen op, hvis sommervarmen skulle svigte.

Det er tredje gang, Mandhatten.dk synger for sommeren på Kolding Bibliotek, og det har tidligere været en stor succes med mange tilhører. Derfor har kulturkonsulent ved Kolding Bibliotek, Lars Kristiansen, gerne villet sætte hjul under flyglet og atter trille det frem til koncerten, hvortil der er gratis adgang.

Koncerten på biblioteket er korets anden koncert den samme dag. Den første koncert foregår i Stadionhallen, når koret synger ved translokationen på Kolding Realskole. Det er en gammel tradition, fra den gang MandHatten.dk øvede i Realskolens sanglokale, og selv om det er flere år siden, at sangerne flyttede til Kolding Musikskole, så synger de stadig for de mange hundrede elever og pårørende, der er med til afslutningen.


To forrygende koncerter på Fyn

MandHatten.dk viste sin store bredde og mestrede både det meget intime program med intense Carl Nielsen-satser og det varierede med en to-sæts koncert 1. maj 2010 i Nørre Søby på Fyn.

Det var to vidt forskellige koncerter, og vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding fik vist, at sangerne magter både det meget intime, da de ved en Carl Nielsen-domineret koncert var med til at markere en ny sæson og åbningen af Carl Nielsen Museet i hans gamle barndomshjem i Nørre Lyndelse på Fyn.

Med “Der er et yndigt land” – hvor publikum faktisk rejste sig op i respekt for nationalsangen, selv om MandHatten.dk sang den på Carl Nielsens mere ukendt melodi – “Tit er jeg glad” med den stærke tenor Tom Hornholt i en overbevisende solo, “Jeg ved en lærkerede” i Jørgen Andersens arrangement og “Aftenstemning” blev 2010-sæsonen i Carl Nielsen Museet åbnet ganske overbevisende.

Senere samme dag rykkede koret til Aulaen i Børnehuset på Røjlevej, hvor der var lagt op til en storstilet koncert af godt en times varighed med et bredt repetoire, der omfattede både danske sange, evergreens, sømandssange og en estisk bryllupssang – med indlagt dans!

Det blev en forrygende koncert, og de godt halvt hundrede publikummer kvitterede med stående klapsalver af minutters varighed.

1. Majtale
Ingen 1. maj uden en 1. maj-tale. Så sådan en stillede MandHatten.dk også op med - til stor moro for publikum.

Stor tilfredshed hos arrangørerne

Det var De Lystige Koner i Nørre Søby, der stod for koncerten, og en af arrangørerne – Aase Reffstrup – udtrykte stor begejstring:

- Mange tak for en dejlige sangoplevelser – det kan jeg leve længe på. Og jeg har fået rigtig god respons fra tilhørerne – og beklagelser fra en del, som var til jubilæumsfest i byen, og derfor forhindret i at komme, fortalte hun efter koncerten.

Daydream
Søren Oxlund sang en smuk og følt udgave af "Daydream" til guitarakkompagnement af Søren Chrestensen med resten af gutterne i en tilbagelænet, og dog klangfuld attitude.

Også fra de aktive i Carl Nielsen Museet blev der udtrykt begejsring for den hyldest til Carl Nielsen, som koncerten der også var, og vokalensemblet og Carl Nielsen Museet knyttede efterfølgende kontakt til hinanden med ønsket om at udnytte hinanden – museet til at fremme kendskabet til Carl Nielsen. Vokalensemblet med en ide om at benytte de fremragende stuer i museet til at indspille og måske udgive en cd med ensemblets fortolkning af Carl Nielsens sangskat.

Yes Sir med solbriller
Så gik der nærmest "gangster" i drengene, da de med solbriller på sang "Yes sir, that's my baby."

Vi sætter hatten som vi vil
Til sangen "Vi sætter hatten som vi vil" er der både mærkelige grimasser og hattestillinger.

Den vilde Bryllupsdans
MandHatten.dk havde premiere på et nyt nummer, "Brölluppsdans", en estisk melodi med dansk tekst af Niels Brønholt - og dans i koreografi af Line Ursula Wyller.

Den vilde Bryllupsdans
Wupti! Så stod MandHatten.dk pludselig bag publikum og sang til stående applaus - inden de igen indtog scenen for at synge ekstranummeret "Homeless" af Paul Simon.


MandHatten.dk synger Carl Nielsen ved dobbeltkoncert i Nr. Søby

MandHatten.dk fra Kolding gæster 1. maj 2010 igen Carl Nielsens barndomshjem og giver samme dag også koncert i Aulaen ved Børnehuset, Røjlevej 22, Nørre Søby.

Selv med 145 år på bagen er Carl Nielsen en af de komponister, der ikke sådan lige går af mode. Mange smukke melodier flød fra hans hånd, og det er blandt andet et lille udvalg af dem, herre-vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding serverer, når ensemblet lørdag den 1. maj giver to koncerter i Nørre Søby.

MandHatten.dk synger kl.13.30 i forbindelse med sæsonåbningen af Carl Nielsens barndomshjem mellem Nørre Lyndelse og Nørre Søby, og senere samme dag er der kl. 16.30 koncert i Aulaen på Røjlevej 22 i Nørre Søby med MandHatten.dk.

På programmet for koncerten i haven til komponistens barndomshjem er ”Jeg ved en lærkerede” med tekst af H. Bergstedt, B.S. Ingemanns ”Tit er jeg glad”, Carstens Hauchs ”Aftenstemning” og Oehlenschlægers ”Der er et yndigt land”, som Carl Nielsen skrev en noget anderledes melodi til, end den der traditionelt bliver sunget i Idrætsparken.

Udvidet program

Koncerten i Aulaen på Røjlevej 22, Nørre Søby, er meget mere omfattende med et bredt udvalg af MandHatten.dks repertoire med jazz, swing, afrikanske rytmer, verdensmusik og traditionelt mandskor.

MandHatten.dk består af godt et dusin mænd med det særlige kendetegn – sorte hatte og habitter. Koret har bestået i 20 år og sunget ved et utal af arrangementer, hvor det er det rytmiske, melodiske og klangfulde, der går igen i de firstemmige arrangementer.

Desuden sætter MandHatten.dk også en ære i at levere et godt show, når sangerne går på scenen – så der er noget for både øre og øje.

Koret er selv leveringsdygtig i flere arrangementer, blandt andet ved sanger Niels Brønholt og dirigent Jørgen Andersen.

Gensyn med Nørre Søby

Det er ikke første gang, MandHatten.dk synger i Nørre Søby. For tre år siden gav ensemblet koncert i haven i forbindelse med Carl Nielsens 142 års fødselsdag, og ved den lejlighed holdt korets dirigent Jørgen Andersen et foredrag om Carl Nielsen og hans musik.

Carl Nielsen skrev seks symfonier, tre koncerter for solo-instrument (violin, fløjte iog klarinet) og orkester, to operaer, seks strygekvartetter og anden kammermusik samt flere hundrede sange og andre vokalværker.

Sang ved Carl Nielsens barndomshjem
I juni 2007 optrådte MandHatten.dk første gang i haven til Carl Nielsens barndomshjem. Ved den lejlighed holdt dirigent Jørgen Andersen (til venstre) foredrag om komponisten og hans musik.

Carl Nielsens fødehjem blev revet ned allerede få år efter hans fødsel i 1865. Huset var i så dårlig stand, at det ikke kunne betale sig at andet end at rive det ned, og familien flyttede til huset, der i dag er kendt som hans barndomshjem. Det er i dag tilknyttet Odense Bys Museer, men det er noget af et under, at det er bevaret. I midten af 1950’erne stod det faktisk til at skulle rives ned, fordi det lå i vejen for udviklingen – en ny landevej mellem Odense og Faaborg.

Fyens Stiftstidendes redaktør Knud Secher stillede sig i spidsen for en komite, der i løbet af relativ kort tid fik samlet penge til at købe en ny grund, så man kunne skille huset ad og samle det igen blot 22 meter fra dets oprindelige placering.

Siden er det blevet indrettet til museum.

Carl Nielsens hustru – billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen – blev i øvrigt født på en gård i Sdr. Stenderup, 10 km sydøst for Kolding, og hun har modtaget forskellige hædersbevisninger blandt andet “Ingenio et arti” og Thorvaldsen Medaljen.


MandHatten.dk-tenor på galleri med Sussi

Det er swingende vokalarbejde i selskab med de meget folkelige toner, og så har det ikke noget med musik at gøre alligevel.

Henrik Fischer, der er 2. tenor i vokalensemblet MandHatten.dk, udstiller for øjeblikket på Fine Art Gallery Yádá i Hvide Sande, hvor han har medbragt flere af sine fede og frodige fruer. Og der er han havnet i selskab med blandt andre Sussi fra duoen Sussi og Leo.

Henrik Fischer har blandt andet udstillet den store madam med den formidable balance - en menneskestor skulptur i glasfiber - mens Sussi er aktuel med en række af sine malerier i stærke farver og ofte med et erotisk strejf.

Sussi og Henrik Fischer
Sussi med et af sine farvestærke lærreder og Henrik Fischer med sin frodige kvinde - sammen udstiller de på Fine Art Gallery Yádá i Hvide Sande.

Udstillingen er garneret med værker af nogle af de faste kunstnere, der er tilknyttet Fine Art Gallery Yádá, blandt andre Anna Marie Juncker med keramik. Lill-Ann Gundestrup, Arne Gundestrup, Jytte Jespersen, Bjørn Thomsen, Gustaw Iwinski, Silke Taube og Marita Wenig Solva Olsen.

Udstillingen åbnede 1. april og kører indtil videre hele april ud. Der er åbent i galleriet torsdag og fredag fra kl. 17.00 til 20.00 og lørdag fra kl. 10.00 til 15.00.

Galleriet åbnede sidste år den 9. april med en stor udstilling, og siden er det lykkedes galleriet at tiltrække mange nationale og internationale kunstnere.


Mandhatten.dk med til kor-jubilæum

Vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding er søndag den 18. april 2010 med til at fejre Gauerslund Korets fem års jubilæum ved storstilet kor-stævne i Brejning Kirke.

Der bliver korsang ud over det sædvanlige, når i alt seks kor søndag den 18. april sætter hinanden stævne i Brejning Kirke. Mere end 100 korsangere fra seks forskellige kor er den dag med til at markere, at Gauerslund Koret har fem års jubilæum, og for vokalensemblet MandHatten.dk er det en særlig fornøjelse at være inviteret med som gæst.

For det første er Gauerslund Korets musikalske leder, Niels Brønholt, selv med i MandHatten.dk, hvor han synger 2. bas, og for det andet er det MandHatten.dks mulighed for at sige tak for sidst, da Gauerslund Koret i november sidste år sang ved MandHatten.dks 20 års jubilæum på Nicolaj Scenen i Kolding.

Sangere med gangbesvær

Niels Brønholt har foruden MandHatten.dk også inviteret et andet helt specielt kor, nemlig Århus-koret The Wheelers & the Lazy Walkers under ledelse af Inger Stolze. Koret består udelukkende af kørestolsbrugere og gangbesværede, men det har ikke taget sangerglæde fra dem. Korets 19 medlemmer synger for at styrke lungerne og stemmen, og korets motto er ”Det er vigtigt at hygge og samtidig rykke.”

Gauerslund Menigheds Gospel-kor deltager også i jubilæumsstævnet sammen med Alling Koret fra Ry Sogn under ledelse af Inger Brønholt og Englyst Koret fra Børkop – og så naturligvis dagens jubilar, Gauerslund Koret.

Det er Gauerslund Korets fest, så det bliver også primært det, der kommer til at stå for underholdningen under den to timer lange koncert, hvortil der allerede er udsolgt – og dermed sikret fuldt hus.

De seks kor har meget forskellige repertoirer – lige fra gospel over traditionelt blandet kor til de mere jazzede og sofistikerede arrangementer, som MandHatten.dk kommer med.


MandHatten.dk-sanger udstiller på DR

Henrik Fischer, der udover at synge i herreensemblet MandHatten.dk også er skulptør med galleri i Stenderup, udstiller i marts måned på Danmarks Radio i Århus.

14 fede, frodige og fyldige fruer fylder foyeren på Danmarks Radio i Århus. Og fruerne er alle sammen udført af skulptør Henrik Fischer, Stenderup ved Kolding. Udstillingen er kommet i stand gennem en aftale med Danmarks Radios Kunstforeningen, og den løber i hele marts måned.

Fischers store dame
Henrik Fischers kvinde-skulpturer er udstillet på Danmarks Radio i Århus hele marts måned, og de frodige skikkelser fylder godt op i foyeren.

Henrik Fischer, der også er medlem af vokalensemblet MandHatten.dk, har en forkærlighed for det kropslige, og hans figurere er på ingen måde magre og benede - tværtimod. "Jeg forbinder kropslig tiltrækning med vellyst. Jo mere af det gode jo bedre," som han selv siger.

På udstillingen på Danmarks Radio kan man se kvindeskikkelser i mange størrelser og materialer - lige fra små sortlerfigurer over bronze-skulpturer til den menneskestore "ballerina" i glasfiber.

Fischers 3 små damer
Henrik Fischers kvinder er også musikalske og spiller blandt andet violin og fløjte. Men store er de alle samme.

Henrik Fischer er fascineret af kroppens storhed: "Ting bliver store i min fantasi. Fra barn kan jeg erindre denne uhæmmede vækst, hvor kropsdele antog uanede dimensioner. Og jeg kan erindre juletravlheden i Magasin i Århus som ganske lille. Alle de store bagdele i hovedhøjde. Jeg kan huske, hvordan det var svært at finde den rigtige mor, og hvor flovt det var at tage fejl."

Henrik Fischer har siden midten af 1980'erne haft sine værker på utallige gallerier og udstillinger landet over.


MandHatten.dk er aktuel på Facebook

I løbet af meget kort tid har MandHatten.dk fået masser af fans på Facebook

Anders Fogh Rasmussen har en. Helle Thorning Schmidt har også en – og nu er MandHatten.dk også med. Og det er naturligvis fænomenet Facebook, der er tale om.

Vokalensemblet MandHatten.dk fra Kolding etablerede tidligere på måneden en profil på Facebook, hvor folk kunne melde sig som venner. Og det er der rigtig mange, der har gjort. Faktisk så mange, at fanklubben i løbet af knap 14 dage rundede 100 medlemmer.

- Det er sgisme godt gået, siger Webwoman-direktør Lisbeth Scharlig, der blandt andet underviser firmaer og virksomheder i brugen af de sociale medier med blogs og hjemmesider.

- De første 100 fans er altid de bedste, de mest trofaste og værdifulde, siger hun.

Hos MandHatten.dk ser vi dog sådan på det, at alle fans er værdifulde – også dem, der melder sig som nummer 500, 800 eller 1000. Så kom bare – du finder os på http://www.facebook.com/mandhatten.dk


MandHatten.dk og Kolding Rytmiske Kor sang smukt julen ind på Nicolai Scenen

De to Kolding-kors andet fælles julearrangement trak knap 100 til sang på Nicolai Scenen.

Det var lige, så de små hår rejste sig, da MandHatten.dk med dirigent Jørgen Andersen i spidsen satte i med nogle af de smukkeste og mest julede arrangementer ved koncerten tirsdag aften på Nicolai Scenen i Kolding.

Særligt smukt var det, da koret fortalte historien om verdens vel mest kendte julesang, Glade Jul, i de enkle og rørende arrangement, som Niels Brønholt fra koret har stået for. Men også Carl Nielsens “Forunderligt at sige” fik et særlig touch i korets firstemmige udgave.

Og så bød koncerten jo ellers også på et MandHatten.dk i overstadigt julehumør med en helt særlig tolkning af nogle Nissebandens kendingsmelodi om risengrød, inden ensemblet som afslutning på jule-afdelingen tog nissehuerne på og sang De Nattergales elskede “It’s hard to be a nissemand”.

I den ikke-julede afdeling sang MandHatten.dk så med stort musikalsk og scenisk overskud blandt andet “Moondance”, “The lady is a tramp”, “Her bright smile” og “Jeg ved en lærkerede.”

Dirigenten var solist

Kolding Rytmiske Kor under ledelse af Jeanette Mikkelsen sang et par julemelodier i meget enkle og smittende arrangementer, mens Jeanette Mikkelsen sang solo på nummeret “Get up”, et gospel-inspireret arrangement.

Desuden medvirkede Jacob Mikkelsen på alt- og sopransaxofon.


Kolding-kor synger julen ind med dobbelt-koncert

Vokalensemblet MandHatten.dk og Kolding Rytmiske Kor gentager succesen fra sidste år og går sammen om en rigtig julet koncert tirsdag 15. december 2009 på Nicolai Scenen.

Der bliver juletoner i massevis, når de to Kolding-kor MandHatten.dk og Kolding Rytmiske Kor slår sig sammen om at synge julen ind.

Det er anden jul i træk, de to kor går sammen om en december-koncert, og begge kor har til lejligheden indøvet særlige arrangementer af kendte jule-klassikere.

Kolding Rytmiske Kor har for eksempel taget nogle af de seneste årtiers mest kendte poppede julehits under behandling, mens MandHatten.dk har gjort noget musikalsk overraskende ved julesange, som mest er kendt fra diverse julekalendere i fjernsynet. Der er dog også klassiske julearrangementer på begge kors repertoirer, og for at det hele ikke skal gå op i jul, synger begge kor også andre toner.

MandHatten.dk har netop fejret 20 års jubilæum, og det skete med en overmåde velbesøgt koncert på Nicolai Scenen. Så velbesøgt, faktisk, at mange publikummer måtte gå forgæves.

- Så vi håber da at se nogle af dem til julekoncerten, siger MandHatten.dks formand, Torsten Reffstrup.

Kolding Rytmiske Kor stiller med en ny ”gammel” dirigent i den 23-årige Jeanette Mikkelsen. Hun var leder af koret indtil for halvandet år siden, da hun flyttede til Århus for at læse rytmisk sang på Musikkonservatoriet, men både hun og koret havde brug for hinanden, så hun sagde ja til at stå i spidsen for det igen, da sæsonen startede i efteråret.

MandHatten.dk ledes musikalsk af dirigent Jørgen Andersen, som også leder et norsk kor og underviser i sang på Den Kreative Skole i Fredericia.

Koncerten med de to kor finder sted tirsdag den 15. december 2009 kl. 19.30 på Nicolai Scenen. Billetterne koster 50 kroner – halv pris for studerende, unge under 16 og pensionister – og de sælges ved døren.

Sang i lysstøberiet
MandHatten.dk kan allerede høres søndag den 13. december 2009, når de hatteklædte mænd synger julen ind på Klintenborg Lys, Stubdrupvej 98 i Harte. Her stiller koret op, når Klintenborg Lys' indehavere, Marianne og Tom Hornholt - som i øvrigt selv er med i MandHatten.dk fra kl. 13 hygger om gæsterne med gløgg og æbleskiver. Og en julesang.


Massiv succes for MandHatten.dks jubilæumskoncert

Publikum stod i kø, og mange måtte vende om, da MandHatten.dk søndag 8. november fejrede 20 års fødselsdag med en forrygende korkoncert på Nicolai Scenen.

- Vi anede ikke, at vi havde så mange venner. Det var helt overvældende, og vi er naturligvis meget kede af, at så mange var nødt til at gå hjem igen uden at have hørt os, siger Torsten Reffstrup, formand for vokalensemblet MandHatten.dk, som i søndags fejrede 20 års jubilæum med en koncert på Nicolai Scenen.

Salen viste sig slet ikke at være stor nok til at rumme alle de gæster, som ville have været til koncert.

- Og det har vi faktisk tænkt os at råde bod på i den kommende tid, lover Torsten Reffstrup.

Mandhatten.dk med nyt look
Nyt look med røde trøjer under det stilige sorte jakkesæt - men stadig med varemærket, den sort hat.

Musikalsk festfyrværkeri
Jubilæumskoncerten blev et festfyrværkeri med musikalske gæster og korsang i høj klasse. MandHatten.dk havde inviteret Gauerslund-koret under ledelse af Niels Brønholdt og Kolding Musikskoles Juniorkor med Tenna Olsen som dirigent, og det blev også til en smuk samklang mellem Juniorkoret og MandHatten.dk i nummeret 'Autumn Leaves'.

Juniorkoret
Juniorkoret fra Kolding Musikskole sang Autumn Leaves sammen med MandHatten.dk under ledelse af Tenna Olsen.

Publikum oplevede et MandHatten.dk med dirigent Jørgen Andersen i spidsen, som sprudlede med højt humør, humor og smukke harmonier i numre som 'Jeg ved en lærkerede', 'My Way', 'Jeg sætter min hat som jeg vil' - som også havde lagt navn til jubilæumskoncerten - og 'I østen stiger solen op.' Derudover sang MandHatten.dk flere af de numre, som gennem årene har begejstret publikum - flere af dem a cappella, og andre med musikalsk opbakning fra en rytmegruppe med Ole Malmskov og Henrik Lauritsen på bas og guitar.

Kvik radikal replik
Formanden for Kolding Kommunes kulturudvalg, Marlene B. Lorentzen, havde en hilsen med til MandHatten.dk fra Kolding Kommune, og hun var meget hurtig i replikken, da hun kommenterede korets tilegnelse af en noget vægelsindet sang til den radikale politiker med et: "Jeg havde lige frygtet, at I ville gøre det med 'The impossible dream'."

Kulturudvalgsformanden
Formanden for Kolding Kommunes kulturudvalg, Marlene B. Lorentzen, takkede MandHatten.dk for det store, frivillige arbejde, medlemmerne lagde i kulturlivet i byen.

I sin tale til MandHatten.dk fremhævede Marlene B. Lorentzen det frivillige arbejde, som korets medlemmer lægger for dagen.

- Og uden sådan et har en by som Kolding ikke et kulturliv at tilbyde. Så tusind tak skal I have, sagde Marlene B. Lorentzen.

Koret havde også selv besluttet at markere en særlig frivillig indsats, nemlig den som sanger Osvald Olesen gennem samtlige 20 år har ydet for MandHatten.dk - så han blev udnævnt til æresmedlem. Osvald Olesen er den eneste af sangerne, der har været med hele vejen lige fra begyndelsen.

Fru Fortuna trak en vinder
MandHatten.dk havde i dagens anledning en overraskelse til en blandt publikum, og det var rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner-Nielsen, der fandt vinderen af præmien, en koncert med MandHatten.dk.

Rektor for designskolen
Rektor for Designskolen Kolding, Elsebeth Gerner-Nielsen, trak Benny Østerlund (til højre) som vinder af publikumskonkurrencen. Formanden for MandHatten.dk Torsten Reffstrup (til venstre) lovede, at ensemblet nok skal komme til Vitten og synge - for præmien var netop en koncert med vokalensemblet MandHatten,dk

Og Benny Østerlund fra Vitten ved Hadsten, som sammen med sin familie havde kombineret en fødselsdagfest i Kolding med en koncertoplevelse, vendte hjem med mulighed for at få MandHatten.dk til at optræde for sig.

Plaster på såret Forinden vil MandHatten.dk dog have mulighed for at sætte et lille plaster på såret hos de mange, der søndag ikke kunne komme ind til jubilæumskoncerten. Det sker, når der to gange i julemåneden bliver mulighed for at høre MandHatten.dk igen.

Første gang er søndag 13. december, hvor koret underholder på Klintenborg Lys i Harte, og anden gang er det ved en dobbeltkoncert med Kolding Rytmiske Kor tirsdag 15. december på Nicolai Scenen.

Mandhatten.dk uden hat
MandHatten.dk - for en gang skyld uden hat i nummeret Impossible dream.


20 år med musikalske hattemænd fejres med koncert i Kolding

MandHatten.dk har i 20 år henrykket publikum med umiddelbar, hjertelig, humoristisk og velklingende a cappella-musik. Jubilæet fejres med koncert på Nicolai Scene søndag 8. november 2009 kl. 16.

De begyndte som Koldinghus-sangerne og slog for alvor igennem, da de skiftede navn til MandHatten.dk, klædte sig i sorte habitter og sorte hatte og tilførte musikken et humoristisk pift.

Det velklingende herreensemble har gennem de seneste 20 år optrådt for en tusindtallig skare i Kolding og omegn, og nu takker sangerne for opbakningen ved at invitere til jubilæumskoncerten "Vi sætter vor hat som vi vil" søndag den 8. november 2009 kl. 16.00 på Nicolai Scene.

Jubilæumskoncerten får dog også en tak tilbage, for blandt det inviterede publikum er formanden for Kolding Kommunes kulturudvalg, den radikale Marlene B. Lorentsen, som bringer en hilsen fra Kolding Kommune.

Koret har gennemgået en gevaldig udvikling de seneste år og er gået fra at synge meget traditionelt mandskor til at synge mere rytmisk, pop, folk, verdensmusik, jazz-standards og swing. Og det er ikke længere udelukkende a cappella-numre, men gerne med akkompagnement af guitar eller klaver. Men det er stadig den umiddelbare glæde ved firestemmig sang med tenorer og basser, som driver værket.

Jubilæumskoncert med gode venner
Ved koncerten på Nicolai Scene har MandHatten.dk inviteret nogle musikalske venner til også at synge.

Det er dirigent Tenna Olsen og Juniorkoret fra Kolding Musikskole, hvor Mandhatten.dk har haft øvelokale de seneste år, og Gauerslundkoret, hvis leder Niels Brønholt er med i MandHatten.dk. De to kor har tidligere optrådt sammen - og de medvirkede for et par år siden i en fælles cd-indspilning med operasangeren Peder Valdemar Hjuler.

Desuden kommer en til lejligheden samlet rytmegruppe med musikerne Ole Malmskov på guitar Henrik Lauritsen på bas.

Man bliver da i MandHatten.dk
Det er en meget trofast skare, der er med i MandHatten.dk. Udskiftningen blandt de 12 sangere er beskeden, og en enkelt af sangerne - Osvald Olesen - har været med hele vejen, endda en overgang som formand for Koldinghus-sangerne.

Og medlemskabet af MandHatten.dk kan også blive et familieanliggende - Søren Chrestensen er 2. generation i koret, hvor han også i en periode sang sammen med sin far, Jens Chrestensen.

Koret har haft den samme dirigent de seneste seks år, nemlig Jørgen Andersen, konservatorieuddannet dirigent og sanglærer på Den Kreative Skole i Fredericia.

Koncert med overraskelser
MandHatten.dks jubilæumskoncert bliver et genhør med nogle af de numre, koret har haft størst succes med gennem årene, men der bliver også lejlighed til at præsentere et antal nyere numre, som er kendetegnende for den udvikling, koret har gennemgået.

Desuden er der ur-premiere på et par helt nye numre, hvoraf et af dem er arrangeret af Niels Brønholt fra koret. Det er - meget passende - "Jeg sætter min hat som jeg vil", som Daimi udødeliggjorde, og som også er titlen på MandHatten.dks 20 års jubilæumskoncert.

Desuden har MandHatten.dk en overraskelse i hatten til publikum. Hvad det helt konkret går ud på, er indtil videre stadig en hemmelighed - men det har noget med musik at gøre.

Koncerten er gratis at overvære, og den er støttet af Kolding Musikråd.


MandHatten.dk og Bjert bette Big Band tog Godset med storm

En særdeles vellykket sommerturne med koncerten Ain't she sweet er på nippet til at skabe "tradition"

Tre koncerter på fire dage - og tre forskellige steder - har understreget, at MandHatten.dk er et af Koldings mere markante musikalske ensembler. Sommerturneen Ain't she sweet sammen med Bjert bette Big Band trak masser af publikum til, både ved premieren onsdag 11. juni på Sdr. Bjert Centralskole, dagen efter i Den Reformerte Kirke i Fredericia og endelig med afslutningskoncerten søndag den 14. juni på Godset i Kolding.

Til alle koncerterne var der mødt et talstærkt publikum op, og de fik masse af harmonisk og velklingende a cappella sang, swingende rytmer med musikalsk opbakning - og heftig big band ved de to sidste koncerter i Fredericia og på Godset.

Koncerterne viste også, at det var en vældig god sammensætning med rytmegruppen fra Bjert bette Big Band til at akkompagnere sangerne fra MandHatten.dk, og fra flere sider blev der udtrykt håb om, at der med koncertrækken var skabt en ny musikalsk tradition i Kolding: At MandHatten.dk og Bjert bette Big Band ikke har optrådt sammen for sidste gang.

For MandHatten.dk var det første gang, at ensemblet stod som arrangør af så omfattende en turne, men det er afgjort ikke sidste gang.

Allerede nu arbejdes der med at stable korets 20 års jubilæumskoncert på benene til efteråret, og som planerne er nu, bliver det noget med gæste-kor, reception og egen optræden på en central scene i Kolding.

MandHatten.dk på biblioteket

Men allerede lørdag den 27. juni 2009 skal MandHatten.dk på banen igen. Det sker ved to optrædener samme dag - første gang i forbindelse med translokationen på Realskolen, og kl. 11.30 til 12.00 på Kolding Bibliotek. Her vil de hatteklædte mænd synge et udpluk af deres a cappella-sange, og det er gratis at overvære.


Fantastisk premiere på Ain't she sweet-koncerterne

MandHatten.dk og Bjert bette Big Band fortryllede et stort lokalt publikum i aulaen på Sdr. Bjert Centralskole onsdag den 10. juni.

Hold da op, hvor det swingede, gyngede og lød godt! Premieren på koncert-turneen Ain't she sweet med vokalensemblet MandHatten.dk og Bjert bette Big Band fik den bedst tænkelige start onsdag aften i aulaen på Sdr. Bjert Centralskole, hvor knap 100 tilskuere fik den mest forrygende, charmerende og rytmiske gang sang og musik længe hørt mellem de mure.

Overraskende havde MandHatten.dk valgt at indlede med Morgensang af "Elverskud" - nok bedre kendt som I østen stiger solen op - i Niels W. Gades smukke firestemmige version, men derefter gik koncerten over i det tema om kvinder og længsel, som turneen har taget navn efter.

Med numre som Van Morrisons Moondance, Seymor Simons All of Me - som i øvrigt var titlen på MandHatten.dks første cd fra 2004 - Pablo Picassos tango-tekst om Kvinder og den af Frank Sinatra udødeliggjorte My Way fik MandHatten.dk og Bjert bette Big Band serveret den forventede cocktail af klassisk mandskor, smægtende sentimentale serenader, livsbekræftende swing og insisterende verdensmusik.

Turneen fortsætter torsdag aften i Den Reformerte Kirke i Fredericia, hvor så Bjert bette Big Band har sin egen afdeling i koncerten, mens rytmegruppen igen akkompagnerer MandHatten.dk. Koncerten begynder kl. 19.30, og det hele slutter søndag den 14. juni med koncerten på Godset i Kolding kl. 16.00.


Musikalsk cocktail med MandHatten.dk og Bjert bette Big Band

Vokalensemblet MandHatten.dk og Bjert bette Big Band indleder fælles forårsturne med koncerten ”Ain’t she sweet” på Sdr. Bjert Centralskole.

De har gjort det før, vokalensemblet MandHatten.dk og musikerne i Bjert bette Big Band, og nu gør de det igen – slår pjalterne sammen til en forrygende gang velklingende sang og musik.

For et par år siden optrådte de sammen ved en koncert på Sdr. Bjert Centralskole, og onsdag den 10. juni 2009 står de så sammen igen samme sted.

Denne gang er det dog med et noget udvidet arrangement, for koncerten i Sdr. Bjert er også startskuddet på en fælles koncertturne ”Ain’t she sweet”, som på blot fire dage bringer musikere og sangere fra Bjert over Den Reformerte Kirke i Fredericia og til Godset i Kolding.

Kvinder i fokus

Koncertens navn – ”Ain’t she sweet” – er et klart fingerpeg om hvilket tema, der er dominerende. Det er nemlig musik og sange om og for kvinder, der kommer til at præge.

MandHatten.dk har valgt en afdeling med a capella-sange, hvor de blandt andet synger dansk, maritimt, afrikansk og amerikansk, mens afdelingen med rytmegruppen fra Bjert bette Big Band domineres af jazz og swing med numre som Frank Sinatras kendingssang My Way, Elvis Presleys Impossible Dream, the Lady is a Tramp og naturligvis Ain’t She Sweet.

Ved koncerten på Sdr. Bjert Centralskole er rytmegruppen under ledelse af Jørn Loldrup Larsen på guitar, Hans Kallerup på saxofon, Jens Jørgen Hedeskov på klaver, Steen Pedersen på bas og Lars Esmann på trommer.

De akkompagnerer de 12 hatte-klædte sangere fra MandHatten.dk, og den samlede musikalske ledelse står MandHatten.dk’s dirigent Jørgen Andersen for.
Ain’t she sweet-turneens to øvrige koncerter i Den Reformerte Kirke i Fredericia onsdag den 11. juni 2009 kl. 19.30 og på Godset i Kolding søndag den 14. juni 2009 kl. 16.00 bliver med hele Bjert bette Big Band, der så spiller et selvstændigt sæt med en række kendte arrangementer med både instrumental og vokal solo.

Koncerten på Sdr. Bjert Centralskole begynder kl. 19.30, og billetprisen ved alle tre koncerter er 50 kroner.

Flere koncerter på vej

Det er første gang, at MandHatten.dk har kastet sig ud i et så storstilet projekt, som en hel koncertrække er, men koret har valgt at satse på i højere grad selv at være udfarende, og der er allerede nu ved at blive planlagt såvel en jubilæumskoncert senere på året og et storstilet musikalsk arrangement til næste efterår.


MandHatten.dk søger 1. tenor til at udfylde hullet i rækken

Koldings mest velklædte herreensemble, MandHatten.dk, har brug for en forstærkning i den ene af de fire stemmegrupperne, nemlig blandt de lyseste tenorer, 1. tenorerne.

Vi søger en sanger, som kan lide at synge jazz, swing, traditionelt mandskor, afrikanske rytmer, klassisk, nordiske og danske sang - og hvad vi ellers finder på.

MandHatten.dk er ikke et mandskor i traditionel forstand - vi ønsker ikke at være mere end højst tre-fire på hver stemme. For øjeblikket har vi tre 2. basser, fire 1. basser, tre 2. tenorer og to 1. tenorer. Vi arbejder meget med sangenes indbyggede historier, med de smukke og unikke - og sommetider frække - harmonier og vi synger primært a cappella, men har dog også akkompagnement, enten på klaver eller på guitar til enkelte af vore numre.

Koret ledes af Jørgen Andersen, som har stået i spidsen for koret i godt fem år.

Vi forudsætter ikke, at du kan synge fra bladet eller kan læse noder - det er noget, vi som kor arbejder sammen mod at kunne. Til gengæld forventer vi, at du øver hjemme, for det er et mål, at vi ikke er afhængige af noder og tekster, når vi optræder. Vi optræder en del - ca. en gang om måneden til private arrangementer; fødselsdage, receptioner etc. - og vi har desuden en del egne koncerter, som vi selv arrangerer enten alene eller sammen med andre kor og orkestre.

MandHatten.dk er en hobby for medlemmerne - men en hobby, vi går op i og tager alvorligt. Vi vil gerne være gode til det, vi gør - så vi øver meget både med sangen, koreografien, teksterne, nodelære etc. Men vi sørger også for, at det er sjovt, hyggeligt og rart, og vi har en kærlig og til tider bramfri tone i øvelokalet.

Vi øver hver onsdag kl. 19-21.30 i lokale 207 på Kolding Musikskole på Riis Toft, hvor du er velkommen til at kigge forbi.

Optagelse i koret er betinget af, at dirigent Jørgen Andersen siger god for det, og at du består en kvartetprøve efter ca. tre måneders medlemsskab.

MandHatten.dk er en forening under fritidsloven og organiseret under LOF, det koster 675 kroner pr. halvår at være med.

Hvis du vil vide mere, så er du velkommen til at kontakte korets formand, Torsten Refstrup på tlf. 20 11 51 69 eller Jørgen Andersen på tlf. 26 74 38 84.


Vellykket koncert med MandHatten.dk i Musikskolens Café-Sal

Det klingede godt som bare pokker, og der var næsten fuldt hus til den intime koncert, som herreensemblet MandHatten.dk lørdag den 7. februar sluttede en hård arbejdsdag i selskab med dramaturg Line Ursula Wyller, Gedved, af med ved en fejende flot optræden i Kolding Musikskoles Café-Sal.

De hatteklædte sangere havde brugt hele dagen på at indøve et sceneshow, og det havde de så – modigt nok – valgt at vise for publikum allerede samme dag.

Så udover de harmoniske klange kan ensemblet nu lægge en scenisk dimension til tolkningen af numre som blandt andet ”Be my lifes compagnion”, ”Thats why the lady is a tramp”, ”Poor lonesome comboy” og ”My way”.

Og det blev en vældig anderledes oplevelse at overvære MandHatten.dk, som med små, men effektive midler - en hat hist, en hånd her og et glimt der - fik lagt sjæl, glæde og smukke harmonier ud for et begejstret lørdags-publikum.


MandHatten.dk giver den ny gas på scenen

Herreensemblet MandHatten.dk fra Kolding lægger hårdt fra land i den nye sæson 2009 og har allerede planlagt den første koncert til lørdag den 7. februar kl. 15.30 i Café-salen på Kolding Musikskole.

2009 har netop fået ben at stå på, når herreensemblet fra Kolding - MandHatten.dk - tager fat på den nye sæson. Og det sker med brask og bram: En hel workshop-lørdag i februar øver korets 13 sangere koreografi til deres sange, og derefter åbnes dørene for publikum, så det nye koncertprogram kan blive prøvet af med det samme.

MandHatten.dk har allieret sig med dramaturg Line Ursula Wyller, Gedved, som på workshoppen skal få korets medlemmer til at arbejde med og forfine det kunstneriske udtryk, som koreografien skal være med til at samle koret om.

Der arbejdes med to temaer, kvinder og livsglæde. Temaerne er karakteristiske for det kunstneriske udtryk, som MandHatten.dks sange repræsenterer.

Til koncerten, som skal afslutte en dags intenst arbejde, vil der så være ur-premiere på mindst et koncert-sæt med afsæt i MandHatten.dks repertoire - tilsat de nyinstruerede sigende detaljer med hat, hænder, smil og rytme.

NYE SANGERE KAN SØGE OPTAGELSE

MandHatten.dk har eksisteret i snart 20 år - men de første knap 15 år under andet navn. Koret øver hver onsdag fra kl. 19 til 21.30 på Kolding Musikskole, Riis Toft, lokale 207, og første gang onsdag den 7. januar.

Nysgerrige og interesserede er velkomne til at komme og synge med en aften, og hvis man består optagelsesprøven - og der i øvrigt er plads på stemmen - kan man blive medlem. Ellers kommer man på en venteliste.
Koret ledes af Jørgen Andersen, der er universitetsuddannelse med hovedfag i musik og desuden er uddannet korleder fra Norges Musikkhøjskole.


Mandhatten.dk synger julen ind med Kolding Rytmiske Kor

De to Kolding-kor Mandhatten.dk og Kolding Rytmiske Kor går sammen om stemningsfuld koncert på Nicolai Scenen, hvor de synger julen ind.
Afrikanske rytmer i a capella, julemelodier i flerstemmighed og de sædvanlige swingende og jazzende toner. Det bliver herreensemblet Mandhatten.dk's bidrag til den julekoncert, ensemblet holder tirsdag den 9. december 2008 på Nicolai Scenen i Kolding kl. 19.30 sammen med Kolding Rytmiske Kor.

Det er første gang, de to kor optræder sammen, og det er første gang, Mandhatten.dk deltager i en decideret julekoncert.

Koret holder meget af julen, men er nok ikke et typisk julekor. Det har dog fundet et par julemelodier frem, som er blevet "tunet" lidt, så de passer til lejligheden.

Dobbelt-koncerter 3. søndag i advent
Og når proppen nu er af, så tager Mandhatten.dk den 3. søndag i advent - den 14. december 2008 - fat med to julekoncerter.

Den ene hos herreekviperingshandler og hattemand Søren Oxlund i butikken i Jernbanegade, hvor koret synger om formiddagen fra klokken 11.

Og klokken 13 stiller Mandhatten.dk så op på Klintenborg Lys i Harte, Stubdrupvej 98. Også her er det et af korets medlemmer, Tom Menko Hornholt, der står bag koncerten, der er åben for alle.


Mandhatten.dk indspiller klassisk cd

Mandhatten.dk skal i påskedagene 2008 være med til at indsynge en klassisk cd med værker af blandt andre Händel, Mozart og Bach - noget af et stilskifte for ensemblet, som normalt synger swing, jazz og rytmiske toner.

Mandhatten.dk skal blandt andet synge en sats fra Mozarts Tryllefløjten "O Isis und Osiris welche Wonne", og så lægger Mandhatten.dk kor til, når bassangeren Peder Hjuler synger "O Isis und Osiris".

Mandhatten-sangers ide
Det er Niels Brønholt, som ud over at være bassanger i Mandhatten.dk også er organistafløser i Brejning Kirke, der har taget initiativ til optagelsen, og hans eget kor - Gauerslund-koret - deltager også i en forstærket udgave.

Niels Brønholt har tidligere arrangeret koncerter med Peder Hjuler, der kommer fra Esbjerg, og de to fik derigennem ideen til at lave en cd med numre fra den klassiske musiks skattekammer.

MandHatten.dk synger jazz, swing, barbershop, danske, nordiske og afrikanske sange - for det meste i a cappella og fire stemmer for tenor og bas.

Til lejligheden har de samlet et orkester med professionelle og konservatorieuddannede musikere på violiner, cello, kontrabas, trompeter og basun, og orkestret er med til, at der lægges et festligt og passende lydbillede.

Klassisk i nye arrangementer
Cd'en kommer til at indeholde et særligt arrangement af en 1500-tals salme ,"Jeg vil mig Herren love", som Barnekow har sat en udtryksfuld, men også vanskelig, melodi til.

Händels "Largo" og Bach/Gounods "Ave Maria" er rene instrumentalnumre, og i en afdeling med Mozart kommer så "Ave verum" og tre satser fra Tryllefløjten.

Så følger César Francks "Panis angelicus", den gamle gæliske hymne "Amazing Grace", "Londonderry Air", den britiske hymne af Parry "Jerusalem", den gamle russiske folkemelodi med tekst af Lydia Lithell "Jeg har hørt om en stad" og til slut "Den hellige stad". Alt sammen i nye arrangementer, der lader bassangeren Peder Hjulers imposante stemme rigtig komme til sin ret med både kor og orkester.

Optagelserne foregår i Brejning Kirke ved Børkop, og optagelserne slutter med en koncert onsdag den 19. marts 2008 kl. 19.00 i Brejning Kirke.


MandHatten.dk skifter skole

Herreensemblet MandHatten.dk skifter skole. I flere år har de rytmiske og musikalsk begavede mænd øvet i musiklokalet på Realskolen i Vesterbrogade 5, men da skolen i løbet af sommerferien 2007 inddrog musiklokalet og indrettede det til to almindelige klasseværelser, har MandHatten.dk ikke haft optimale øve-faciliteter.

Det får de 12 sangere og dirigenten, Jørgen Andersen, så nu igen - simpelthen ved at skifte skole.

Umiddelbart efter nytår 2008 rykker MandHatten.dk til Kolding Musikskole på Riis Toft - hvor koret både vil nyde godt af og forhåbentlig også bidrage til det blomstrende musikalske miljø.

Blandt andet bliver der oplagte muligheder for koret til at arrangere egne koncerter i en af de to sale, som Kolding Musikskole råder over.

Første gang, koret tager de nye lokaler i besiddelse og fylder dem med vellyd, er onsdag den 9. januar 2008 kl. 19-22.

MandHatten.dk synger jazz, swing, barbershop, danske, nordiske og afrikanske sange - for det meste i a cappella og fire stemmer for tenor og bas.

Du er altid velkommen til at komme og høre os og snakke med os, hvis du kunne have lyst til at være med.

MandHatten.dk synger med norsk kor

Der er lagt op til en enestående nordisk dobbeltkoncert, når Kolding-koret MandHatten.dk lørdag den 13. oktober 2007 synger sammen med det norske kor Akantus ved en stor kirkekoncert i Hannerup Kirke i Fredericia.

De to kor har samme dirigent, nemlig Jørgen Andersen, og det er på hans initiativ, at de to kor for en dag bliver til et. Han har nemlig indstuderet en række sange med de to kor, som de for første gang optræder med sammen ved koncerten.

Akantus er et blandet kor med ca. 25 sangere – primært kvinder – og koret synger især religiøse sange og nordiske satser. MandHatten.dk – der består af 12 mænd iført sort hat og habit – er i høj grad mere verdslig og synger jazz, swing og barbershop i a cappella, altså uden musik. Alligevel er det lykkedes at finde en række korarrangementer, som de to kor kan forenes om, og hvor deres særkender kommer til udtryk.

Koncerten begynder kl. 16.00 i Hannerup Kirke, og der er fri entré.

ELVIS - The Memorial Concert - i Bjert

En del af Kolding-koret Mandhatten.dk står på scenen lørdag den 8. september 2007, i et brag af en ELVIS-koncert.

Mandhatten.dk leverer 2 basser og 1 tenor til backing-koret. Men ikke nok med det, vi leverer også selve Kongen i skikkelse af ensamblets største Elvisfan - supercrooneren Torben Qvist Lauritsen.

Se mere på kultunauten: Elvis

De der har lyst til at komme lidt tidligere for at komme i stemning, kan købe en Elvis-menu. Den serveres fra kl. 18.00 med underholdning.

Mandhatten.dk giver sommeren en sang

Kolding-koret Mandhatten.dk synger lørdag den 30. juni 2007 en sang for sommeren. Det sker kl. 11.30 på Kolding Bibliotek, hvor de velsyngende mænd stiller sig op på det store torv midt i biblioteket og lader tonerne flyde.

Mandhatten.dks karakteristiske sangere med de sorte hatte skal give swingende smagsprøver på jazz og nordiske sange i a capella-version - altså uden dikkedarer andet end deres stemmer - afrikanske rytmer og klingende barbershop.

Koncerten på biblioteket er korets anden koncert den samme dag. Den første koncert er korets traditionelle medvirken ved translokationen på Kolding Realskole, hvor de synger for de mange hundrede elever og pårørende, der er med til afslutningen.

Det er anden gang, Mandhatten.dk synger på biblioteket. Første gang var sidst år ved samme tid, og det blev så stor en succes, at kulturkonsulent ved Kolding Bibliotek, Lars Kristiansen, gerne sætter hjul under flyglet og triller det frem til koncerten, hvortil der er gratis adgang.

MandHatten.dk synger for Carl Nielsen

Kolding-koret MandHatten.dk skal være med til at synge fødselsdagssang for den verdenskendte komponist Carl Nielsen.
Odense Bys Museer og foreningen bag Carl Nielsens Barndomshjem markerer lørdag den 9. juni 2007 komponistens 142 års fødselsdag ved et omfattende arrangement i haven ved Carl Nielsens barndomshjem mellem Nr. Lyndelse og Nørre Søby ved Odense.
MandHatten.dk skal synge flere værker af Carl Nielsen, men det vil også synge enkelte andre danske og nordiske værker fra korets omfattende repertoire.
Foruden det musikalske indslag med Kolding-koret bliver 142 årsdagen også markeret ved, at MandHatten.dks musikalske leder, Jørgen Andersen, holder et foredrag om Carl Nielsen, og så bliver der lejlighed til at synge flere fællessange med koret.

Huset flyttet
Carl Nielsens barndomshjem er i dag tilknyttet Odense Bys Museer, men det er noget af et under, at det er bevaret i dag.
I midten af 1950'erne stod det faktisk til at skulle rives ned, fordi det lå i vejen for udviklingen - en ny landevej mellem Odense og Faaborg.
Fyens Stiftstidendes redaktør Knud Secher stillede sig i spidsen for en komite, der i løbet af relativ kort tid fik samlet penge til at købe en ny grund, så man kunne skille huset ad og samle det igen blot 22 meter fra dets oprindelige placering. Siden er det blevet indrettet til museum.
Carl Nielsens hustru - billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen - blev i øvrigt født på en gård i Sdr. Stenderup, 10 km sydøst for Kolding, og hun har modtaget forskellige hædersbevisninger bland andet "Ingenio et arti" og Thorvaldsen Medaljen.

Kolding-kor til lysmesse

Kolding-koret Mandhatten.dk skal søndag den 4. februar 2007 synge lyset frem, når Den Kreative Skole i Fredericia igen holder arrangementet "Fællessang i Kongensgade 111." Temaet for den musikalske eftermiddag er kyndelmisse, som egentlig betyder lys-messe, og det er både en gammel kristen tradition og markerer også årets koldeste dag.

Mandhatten.dks karakteristiske sangere med de sorte hatte skal give swingende smagsprøver på jazz og nordiske sange i a capella-version - altså uden dikkedarer andet end deres stemmer - og koret plejer nok at kunne varme stemningen op.

Initiativtageren til det musikalske arrangement i Fredericia, som efterhånden har udviklet sig til et musikalsk mødested, er musikskolelærer og tidligere højskolelærer på Snoghøj Folkehøjskole, Jørgen Andersen. Han står i øvrigt også i spidsen som musikalsk leder af Mandhatten.dk, og det er også ham, der akkompagnerer fællessangen.

For der bliver nemlig rig lejlighed til at få rørt stemmebåndene, idet den nye udgave af Højskolesangbogen er omdrejningspunktet for fællessange om temaet kyndelmisse med tidens og årstidens sange.

Foruden Mandhatten.dk er arrangementet krydret med aktuelle og poetiske indslag.

Koncerten begynder kl. 14.00, og der er fri entré.

Grisk IT-haj tvinger Mandhatten.dk til at etablere ny hjemmeside.

Så er vi på banen igen med vores hjemmeside www.hosmandhatten.dk. Desværre mistede vi for knap et år siden vores gamle og oplagte hjemmesideadresse www.mandhatten.dk, da den i forbindelse med et serverskift blev opkøbt af en udenlandsk it-haj, som lever af at købe og sælge domænenavne, der i et øjebliks ejerløshed svæver frit.

Men nu er vi her igen - og med en ny og opdateret version af vores hjemmeside, hvor du blandt andet kan læse mere om Mandhatten.dk, sangerne, vores måde at arbejde på og hvor vi optræder. Du kan også høre os, hvis du klikker på smagsprøverne. Har du lyst til at høre os i levende live, så kan du bestille os til en optræden.


Mandhatten.dk's hjemmeside
Om os Om os
Smagsprøver Musikbidder
Kalender Kalender
Book os Book os
Kontakt os Kontakt os
Det pressen skrev om os Presseklip
Links vi kan li' Links
Mandhatten.dk's Facebook Mandhatten.dk's Facebook Facebook